De Buddhistiske hovedretninger

03/08 - 2012 af admin

Buddhismen opstilles ofte i nogle hovedretninger, hvoraf de to første er de største og grundlæggende grene. Zen og Vajrayana overvejende bruger Mahayanas teser.

  • Hinayana eller det lille fartøj og den sydlige Buddhisme.
  • Mahayana eller det store fartøj og den nordlige Buddhisme
  • Zen eller den Japanske Buddhisme
  • Vajayana eller den tantriske- Tibetanske Buddhisme.

Hinayana

Er den ældste form for Buddhisme og kaldes også for Theravada eller Pali Buddhismen. Den grundlæggende tanke er, at enhver kan opnå sin egen frelse i sit lille “fartøj” ved meditation. Altså opnås Nirvana udelukkende for egen skyld. Hinayana kan betegnes som den oprindelige Buddhisme og er ortodoks mere streng og følger det kanoniske værk Tipitaka, som blev skrevet og redigeret kort efter Buddhas død. I Hinayana er der intet “organiseret” præsteskab eller nogen anerkendt leder og heller ingen rituelle handlinger som i Mahayana. Den eneste Buddha , de “tilbeder” og afbilleder, er den kommende Buddha, Maytreya. De anerkender betydningen af yoga, men den er lidet praktiseret.

Før i tiden var Sri Lanka berømt for sine Yogi’er eller helgener, sådan som det Buddhistiske Tibet er det i vores tid. Hinayana Buddhisterne benægter, at der findes en transcendental Buddhisme, som hovedsageligt bygger på de tantriske læresætninger og anvendt yoga. Generelt kan man sige, at navnet Hinayana “det lille fartøj” passer nogenlunde, da den lægger sin lære i et lille antal udvalgte tekster, samt egen forløsning. Hinayana er mest udbredt i Sydindien, Sri Lanka, Thailand, Burma, Cambodia, Laos og Vietnam.

Mahayana

Bliver også kaldt for den nordlige Buddhisme eller det “store” fartøj, da Mahayana’s grundlæggende tanke, er at alle kan opnå Buddha-stadiet, Nirvana. Enhver der påbegynder fordybelsens vej, må aflægge Boddhisatthva-løftet, der siger, at alle der i dette liv skulle opnå Buddha-stadiet, ikke træder ind i Nirvana, men bliver på jorden og midlertidigt lader sig genføde, med den fuldt oplyste bevidsthed, for at hjælpe alle andre levende væsener til at opnå Buddha-stadiet. Dermed er Mahayana en slags kollektiv frelser-lære, idet ingen kan træde ind i Nirvana, før alle levende væsener har opnået Buddha-stadiet. Mahayana er mest udbredt i Tibet, Nordindien, Kina, Korea og Japan.

Zen Buddhisme

Siges at stamme fra et “smil”; og denne afstamning karakteriserer sandsynligvis udmærket Zen Buddhismens besynderlige tænkeform.

Det historiske materiale om Zen er mangelfuld, men det startede cirka sådan: Buddha sad med sine elever, da en Brahmin Rajah kom til ham, med en gylden blomst og bad ham prædike. Han tog imod blomsten, holdt den i vejret og betragtede den i tavshed. Efter en stund smilede den ærværdige hellige mand, Mahaskyapa. Ifølge legenden, blev hans “smil” givet videre af 28 patriarker. Den sidste af dem var filosoffen, Bodhi Dharma, som kom til Kina i år 552. I Kina blev hans tænkning kaldet for “Shang”, og heraf kommer det Japanske “Zen”.

I det 12. Århundrede, blev Zen splittet i to sekter: Rinzai, der er den ældste, og Soto, som er den mest udbredte. Disse to sekter er dog forbavsende ens. Rinzai tilslutter sig den pludselige teknik, som grundlæggeren angav med sit smil. Soto foreslår en lidt mildere vej til den højeste oplysning. Desuden kom der i det 17. Århundrede en tredje sekt, Obaku, der dog hurtigt gik i sig selv på grund af dens lighed med Rinzai.

Hvad er Zen? Ja det er Zen!

Svaret forekommer temmelig meningsløst, for hvis ingen ved det, kan der jo ikke være noget, eller i hvert tilfælde ikke meget at tale om. Denne betragtning er jo logisk, trods Zen foragter begrebet logik.

Der er skrevet meget om Zen, især i vesten, men ingen har vovet at påstå, at de vidste noget om dens væsen. Zen har benyttet en del af Buddha’s begreber og har studeret Mahayanas manuskripter nøje. Zen er noget lignende et permanent åndeligt oprør, der stræber efter den totale oplevelse, Satori. Satori er en tilstand lignende det “at falde i staver”, som koen når den ligger og venter på foderbollernes genopstigen – komplet tankeløshed. Eller når man har tænkt over noget, der mærkes fysisk, som stilheden i en fabrik når maskinerne standses. Zen dyrker stor lærdom, men giver pokker i den.

Rinzai kræver umenneskelige anstrengelser af sine disciple – men benægter, ifølge af Zen at kræve noget som helst. Der er udviklet en speciel teknik for at nå det højeste mål, en bizar spørgeteknik:

En discipel sidder med korslagte ben i Buddhastilling og mediterer dagen lang. Mesteren spørger, hvad han bestiller. Disciplen siger, at han ønsker at blive en Buddha. Mesteren tager en mursten op i hånden og begynder energisk at gnide på den. “Hvorfor gør du det?” Spørger disciplen. “For at gøre et spejl af den!”, svarer mesteren. Eleven trækker på skulderen; “man kan da ikke gøre et spejl af en mursten, blot ved at gnide den”, hvortil mesteren bemærker, “At sidde med korslagte ben, ligegyldigt hvor længe, bliver man ingen Buddha af”.

For Zen er bøn, kult og studium af hellige skrifter af underordnet betydning, den sande realitet er den kosmiske sjæl.

Vajrayana – Den Tibetanske Buddhisme

Er den specielle form for Tantrisk Buddhisme videreudviklet af Mahayanas hovedteser, også kaldet Tantrayana og Lamaismen. Sidstnævnte er dog uheldig, da ordet ikke bruges i Tibet, hvor Lama betyder religiøs lære eller mester, og kun de færreste når denne titel.

  Vajrayana betyder noget lignende “Diamantvejen” og skulle være mere effektiv og hurtigere end nogen af de andre former for Buddhisme, fordi den som tordenkilen, skærer sig gennem alle hindringer og viser vejen til fuld indsigt.

Den tibetanske buddhisme er en af jordens mest komplicerede og indviklede religioner, som består af mange faser, elementer og facetter. Den har blandt andet hentet inspiration fra hinduisme, tantrisme, persiske og kinesiske religioner samt et indviklede pantheon, mange ritualer, magi og vanskelig tilgængelig symbolik. Den tibetanske buddhisme bliver af nogle betegnet som sort magi, mens andre ser det som højeste form for visdom.

Buddhismen førtes til Tibet omkring det 6. århundrede via Nepal og Kashmir i Indien. Retningen var allerede tantrisk og lagde stærk vægt på ritualer, okkultisme, musik, magi, brugen af formularer, trylleord og amuletter.

Det var primært “De tre religiøse konger”, Songtsen Gampo (605-650), Trisong Detsen (742-798) og Tri Ralpachen (817-838) der gjorde Tibet Buddhistisk.

Under Trisong Detsen’s magt blev den Indiske tantra-mester, Guru Rinpoche (Padma Sambhava) inviteret til Tibet, hvilket førte til den Tantriske Buddhisme’s sejr over den animistiske Shaman- og åndereligion Bön. Kort herefter, omkring år 767 blev Tibets første kloster, Samye bygget og hermed kom også de første Buddhistmunke. Ca. år 780 blev Buddhismen statsreligion i Tibet, og mange klosterbyggerier fulgte efter.

Guder og dæmoner fra Tibets tidligere Shamanistiske religioner blev indraget i den nye statsreligion, og Buddhismen udviklede sig helt specielt, til det vi i dag kender som den “Tibetanske Buddhisme”.

I midten af det 13. århundrede blev Tibet invaderet af Mongolerne, med Kublai Khan i spidsen, som var meget interesseret i den Tibetanske Buddhisme og blev omvendt hertil. Han indsatte en af Mongoliets øverste Lama’er som overhoved for Tibet, hvilket førte til, at klostrene fik afgørende økonomisk og politisk magt – et teokratiske styre, der holdt til 1950.

Der kom en større og mere afgørende polarisering mellem klostrenes tolkning af Buddhismen, hvilket førte til en opdeling i forskellige retninger, eller “sekter”. De fleste inddeler sekterne i rødhattene eller den gamle fortolkning og gulhattene eller den nye fortolkning. Forskellen er dog ikke helt så stor, som farven antyder.

Nyingma-pa

Er den ældste sekt, som kan spores direkte tilbage til den tantriske mester, Padme Sambhava’s (Guru Rinpoche) dage i det 8. århundrede, hvor han vandrede rundt i Tibet og nedskrev forskellige doktriner og retningslinier. Disse, såkaldte Terma’s, blev opsporet af Orgyen Lingpa i det 14. århundrede og lagde grund for Nyingma-pa’s grundtanker, der meget kort mener, at den menneskelige, guddommelige indsigt kan gøres bevidst i sin frelsende renhed gennem passende meditation og yoga. Den Tibetanske Dødebog Bardo Thödul regnes også til disse tekster.

Nyingmapa har et relativt frit kolsterliv, hvor munke og lama’er kan lade sig gifte, men bor og arbejder ofte på ensomme udsteder eller i små samfund. Der er mange Nyingmapa klostre i Nepal, og i Sikkim er det hovedgrenen af den tibetanske buddhisme. Af større klostre i Tibet kan nævnes Mindroling i Yarlungdalen syd for Lhasa og Zhechen i Kham.

Det sidste overhoved for Nyingmapa, H.H Dilgo Khyentse Rinpoche døde i Bhutan i ‘91

Sakya-pa

Er en lille sekt, Grå jord, som har sit principielle hovedsæde i Sakya-klostret sydøst for Lhatse i Central Tibet. Sakya opstod i 1073 og allierede sig hurtigt med det Mongolske hof og det spirituelle overhoved, Sakya-Pandita blev lære for den Mongolske kejser. Sakya havde sin storhedstid i det 13. og indtil midten af det 14. Århundrede, hvor det Mongolske rige brød sammen.

Sakya, kan betegnes som en gren af buddhismen, hvor det gennem Tantra og Sudra, skulle være muligt at opnå Boddhisatthva-stadiet i et enkelt liv. Sakya er kendt for sine troldmænd og deres magi.

Overhovedet i Sakya-pa, Sakya Trisin (“tronholderen”), går i arv i een familie – Khon familien. Den nuværende Sakya Trizin lever i Dehra Dun i Indien og har grundlagt adskillige klostre i hele verden. Det helt specielle ved Sakya, er at højlama’en bliver “tvunget” til at gifte sig. Der er intet krav om afholdenhed.

Sakya klostre kan altid kendes på deres horisontale streger på ydermurene i grå, hvid og gul.

Kagyu-pa og dens undergrupper

Er en af de største inden for den Tibetanske Buddhisme. Kaguypa blev grundlagt af Tilopa i det 11. Århundrede. Tilopa førte lærdommen videre til Naropa, der igen videreførte den til Marpa. Marpa’s mest berømte discipel var Milarepa, Tibets største og højst agtede poet, som mediterede i en grotte i over seks år, kun iført et bomuldsklæde, derfor navnet Mila-repa, Bomuldsklædte Mila.

Lærdommen i Kagyu-pa går ret direkte fra den åndelige mester, eller guru til eleven. Man taler også om “den mundtlige overleverings skole”. Kagyu koncentrerer sig om praktisk mysticisme og om, at forkorte sjælevandringens lange vej mod Nirvana, ved fysisk- og psykologiske aktiviteter såsom Hatha-yoga, åndedrætsøvelser og opnåelse af ekstasetilstande. Desuden går den meget op i Bardö – en slags dødsteknik, om hvordan man skal forholde sig i selve dødsøjeblikket.

En af Marpa og Milarepa’s disciple, Gampopa, stiftede i det. 12. århundrede en sub-sekt til Kagyu, den såkaldte Karma-Kagyu-pa med Gyalwa Karmapa som spirituelt overhoved. Den første Gyalwa Karmapa hed Dusum Khenpo og var en af Gampopa’s bedste disciple. Han grundlagde hovedklostret der ligger i Tsurphu nord for Lhasa. Det var primært Karmapa sekten, der i det 16. & 17.århundrede førte an i kampen mod den reformerte sekt, Gelug-pa, om den statslige og religiøse magt over Tibet.

Den 16. Gyalwa Karmapa flygtede i 1959 til Rumtek i Sikkim, hvor der nu er et “andet” hovedsæde for sekten. Han døde i 1981. Den nuværende Gyalwa Karmapa hedder Yurgen Thinley Dorje, er født i midten af 1980’erne og bor i Tsurphu, Tibet.

Kagyu og Karma-Kagyu kræver som de andre “rødhatte” ikke cølibat-løfte. Karmapa grenen bliver også kaldt for sorthattene. Karmapa er den mest udbredte sekt blandt vestlige Buddhister.

Af andre Kagyu-pa grene bør nævnes:

Drikung Kagyu, blev grundlagt ved Drikung Til klosteret i den øvre Kyichu dal i 1179 af Kyopa Jigten Gonpo Rinchenpel. Drikung Kagyupas nuværende overhoved er H.H. 37. Drikung Kyabgon, der opholder sig i Indien.

Drukpa Kagyu, blev grundlagt af Lingje Repa og Tsangpa Gyare. Drukpa Kagyupa er indelt i 3 “niveauer” en øvre, midte og nedre, der korrosponderer til grenens udbredelse over Tibets geografiske inddelinger. Det nuværende overhoved er H.H. 12. Gyalwang Drukchen Rinpoche

Shangpa Kagyu, stammer fra den tibetanske tantriske mester Khyungpo Naljor, der besøgte Nepal og Indien 3 gange og fik instruktion og lærdom i tantra. Navnet Shangpa stammer fra Shangdalen i Tsang provinsen i Central Tibet

Overhovedet er Kalu Rinpoche, hvis nuværende inkarnation er født 1990 og fundet af Tai Situpa i 1992. Hovedklosteret er Samdrub Dhargye Ling, Sonada nær Darjeeling, Indien.

Desuden findes: Dagpo og Taglung

Gelug-pa

Er den såkaldte gul-hatte sekt, der har haft den politiske og religiøse magt de sidste 400 år. Forløberen for den reformerte sekt er Kadam-pa, hvis grundlægger, Atisha omkring år 1010, blandt andet indførte munkeorden og krævede streng kloster-disciplin og cølibat af sine tilhængere, hvad førte til den store reformator, Tsong Khapa, stiftede Gelugpa sekten i det 14. århundrede.

Det siges at Tsong Khapa løftede Tibet fra fornedrelsen og moralsk fordærv og at han samlede de hellige skrifter i Tibet til et (to) store værk(er), det 108 bind store Kanjur, der er selve “biblen”, samt kommentarene hertil i det 225 bind store Tanjur. Samtidig indførtes der en streng munkeorden, uden alkohol, kød samt et krav om total cølibat.

Tsong Khapa’s lære gik ud på en relativ forkyndelse, hvilket vil sige at elevernes evner skulle afgøre, hvor langt vedkomne skulle kunne bevæge sig op i “hirakiet”, sådan at lægfolk kun fik den mest elementære og grundlæggende viden om Buddhismen.

Klosterlivet blev bygget op omkring elev/- lære-forholdet. Den læren der kom i første række var filosofi, logik, dogmatik og metafysik, samt læren om sindets renhed, frem for de mere oplevelsesorienterede tantriske belæringer.

Systemet byggede på den såkaldte Geshe gradering, hvilket gjorde at munke, der ville videre på visdommens landevej først måtte man aflægge munkeløfter, samt kende en hel del regler/reglsæt, principper og foreskrifter udenad.

Tsong Khapa fik hurtigt mange støtter og byggede Ganden klostret i 1409, hvor han selv var første højlama, Khenpo eller “abbed”. Ganden blev hovedsædet for den reformerte sekt, Gelugpa. I 1416 fulgte byggeriet af Drepung klostret og i 1419 blev Sera bygget. Disse tre klostersamfund og universiteter er siden blevet kendt som Statens tre grundpiller, da der var her magten var koncentreret og al nytænkning (og bureaukrati) kom fra.

Dalai Lama institutionen under Gelugpa

Dalai Lama institutionen er en direkte følge af Gelugpa sektens grundlægger, Tsong Khapa’s forudsigelser om, at hans nevø Gedun Drup (1. Dalai Lama 1391-1474) ville blive den første af en række inkarnationer af Avalokitesvara.

Det var Gedun Drup, der til ære for sin lærer, Khedrup Je  grundlagde Tashilünpo klostret i Tibet’s næststørste by Shigatse. Senere blev det besluttet at Tashilünpo’s overhoved, Panchen Lama ville blive inkarnation af Amithabha (grænseløse lys – på Tibetansk Opame). Panchen Lama er Tibet’s næsthøjeste inkarnaton. Den 10. Panchen Lama, døde i Beijing i 1989. Foråret 1995 blev den 11. Panchen Lama fundet. Han hedder Gedhun Choeki Nyima og blev født april 1989 i Lhari distriktet i Nagchu provinsen. Der er flere vestlige rejseskribenter, der har kaldet Panchen Lama, for Tashi Lama.

Dalai Lama er Tibets verdslige og åndelige overhoved og reinkarneret i Avalokitesvara (Tibetansk Chen Re sig), barmhjertigheden, medfølelsens- og medlidenhedens Buddha-aspekt, der har taget menneske-skikkelse; eller Tibets gudebeskytter.

I det 16. århundrede besøgte Sonam Gyatso (den tredje Dalai Lama) Mongoliet, og indførte og omvendte befolkningen til Buddhismen for anden gang. Den Mongolske hersker, Altan Khan erklærede herefter Buddhismen for statsreligion, og gav Sonam Gyatso titlen Dalai Lama – Visdommens ocean. I vesten og Kina, er titlen Dalai Lama mest brugt om Gelugpa- og Tibets overhoved, mens han i Tibet er kendt under navnet Gyalwa Rinpoche.

Den nuværende 14. Dalai Lama (Tenzin Gyatso) blev født i Takster, en lille landsby i Amdo, det nord-østlige Tibet (der efter den kinesiske besættelse fik navnet, Qinghai). Han blev født den 5. dag i den 5. måned i Skov-svinets år (6. Juli 1935) og fik navnet Lhamo Thondup. Den nuværende Dalai Lama’s ældste bror, Thubten Norbu er også en højt anerkendt og respekteret reinkarneret Tulku.

Dalai Lama institutionen var ved magten fra 1391 til kineserne besatte Tibet i 1950. I 1959 flygtede den 14. Dalai Lama til Indien, hvorfra han siden har ledet den fredlige Tibetanske frihedskamp.

Anerkendes og opdragelse af en ny Dalai Lama.

Da den 13. Dalai Lama døde i 1933 måtte man straks igang med at finde hans reinkarnation. Den nationale forsamling, regenten og landets højeste Lama’er rådførte sig med statsoraklet, Nechung Chöje. Sære skyformationer og den13. Dalai Lama’s tegn (han var blevet anbragt i sommerpaladset, Norbulingka, med ansigtet vendt mod syd, men efter et par dage pegede hans hoved mod nordøst) viste, at man skulle lede i den østlige del af landet. Sidst, men ikke mindst, tog man til den berømte  og hellige orakel-sø, Lhamo Lhatso. I søen vistes tre stavelser AH, KA og MA, samt et hus med turkisfarvet tag. “Bogstaverne” Ah stod for provinsen Amdo, Ka for klostret Karma Rolpu Dorje ved Kumbum (tæt på Tsong Khapa’s fødested).

En skare af høje Lama’er og “vise mænd” drog derpå mod øst og kom til Kumbum og siden til landsbyen Takster. Her så de et lille hus med turkisfarvet tag, hvor der var småbørn. Forklædt som tjenere og fattige blev de høje Lama’er inviteret indenfor af familien, der boede i huset. Den yngste søn var interesseret i de besøgende folk og gik hen til den ene “tjener” og sagde “Sera Aga” (Sera Lama), hvilket han var. Derefter blev den lille dreng stillet på en masse prøver, blandt andet udvælgelsen af ting og effekter, der havde tilhørt den13. Dalai Lama. Drengen “bestod” alle prøverne. Man havde fundet den 14. Af Chen Re sig’s inkarnationer.

I 1939 førtes den 4 år gamle Dalai Lama til Lhasa, hvor han med det samme begyndte sin lange og strenge opdragelse og studier. Hans opvækst var en lang undervisningstime i flere fag, blandt andet: læsning/skrivning, udenad læren i de Buddhistiske tekster, læren om middelvejen, psykologi, logik, metafysik, dialektik, sanskrit, kunst og kunsthåndværk.

I 1950 blev Tibet invaderet af Mao-Kina, hvilket ændrede den politiske og åndelige  situation i Tibet, samt den 15 år gamle Dalai Lama’s liv. På trods af sin unge alder, blev han gjort myndig og fik fuld politisk magt og blev 17. Novemeber 1950 kronet som Tibets verdslige og åndelige overhoved.

I 1959 bestod han sin afsluttende eksamen, på en måde der viste, at han ikke som så mange af sine forgængere ville blive en majonæt-hersker. Senere i 1959, otte lange år efter den kinesiske invasion, blev Dalai Lama nødsaget til at flygte fra Tibets hovedstad, Lhasa da situationen var for kritisk. Dalai Lama flygtede gennem Sikkim til Indien, hvor der opstod flere Tibetanske eksilsamfund, især er Dharamsala kendt, hvor Dalai Lama’s eksilregering har hovedsæde. Siden 1959 er mere end 100.000 tibetanere flygtet over Himalayabjergene til Indien og Sikkim, Bhutan og Nepal.

I 1989 modtog Dalai Lama, Nobels Fredspris, for sin 30 år lange frihedskamp uden brug af vold, hvilket udmærket afspejler den Tibetanske religion.

Tantra

Udviklingen af den Tantriske Buddhisme begyndte omkring det 3. århundrede på Ceylon (Sri Lanka) og i Sydindien, og var dels Hinduistisk, men er nu primært et Tibetansk-Buddhistisk fænomen.

Den Tibetanske Buddhisme Vajrayana eller diamantvejen fokuserer meget på indholdet i Tantra, hvis specielle teser og indhold ofte betragtes som det øverste trin på vejen til Buddha-stadiet.

Tantra går ud på en fokusering af eksistencielle problemer og fokuserer på mod-polerne i tilværelsen som den prøver at forene, hvilket ofte er symboliseret i det kvindelige og mandlige aspekt.

Tantra følger Mahayana’s hovedteser, men i praksis kan man i den Tantriske Buddhisme opnå Buddha-stadiet gennem en “justerbar” meditationsform under streng anvisning fra en indvidet lære/guru/Lama. Og hvor Mahayana “kigger” på individet, handler Tantra “gennem” individet, ligeså beskæftiger Mahayana sig med filosofiske overvejelser, hvor Tantra primært bruger praktiske metoder til at opnå erkendelsen.

De højeste Tantriske øvelser og teknikker kræver dyb forståelse og indsigt i Mahayana Buddhismen og udføres kun af munke som har aflagt Geshe graden

Den lange og svære Tantriske vej starter med at en elev bliver godkendt af en Lama, som indvier ham i den tantriske praksis. Herunder kommer gennem forskellige meditations-former, åndedrætsøvelser og en direkte forståelse af melidenheden, hvilket giver indsigt i menneskets gennemgang i det kødlige liv og lidelsen herved.

Andet stadie på den Tantriske vej, beskæftiger sig med dybsindige kropsøvelser, hvor specielle spirituelle oplevelser indgår. Blandt andet indgår meditative hånd-bevægelser og positurer, de såkaldte Mudras, hvilket fremkalder forskellige følelser og stemninger. De forskellige Buddha’er og Boddhisattva’er tegnes og støbes med forskellige mudras og kan ofte kendes herpå.

Desuden indgår en Mandala ofte i meditationen, som bliver dybere som indsigten nås. Mandala er et symbolsk billede af kosmos, der bruges som hjælp ved meditation. Hvis man følger de skrevne regler, skildrer en Mandala normalt guddommelige ligheder eller symboler, placeret rundt om et symmetrisk centrum med en central guddom. En Mandala symboliserer det ordnede kosmos, samt den helhed og harmoni, der findes i det oplyste sind. Personen der mediterer, betragter Mandala’en ud fra det, han har lært og følger måske de skrevne regler, indtil han “besidder” den centrale figur og således opnår noget af de kraftige egenskaber som Mandala’er siges at have. Mandala’er bliver ofte malet på et stofmaleri, en såkaldte Thangka.

Udover de forskellige meditationsformer og åndelige sindebilleder, Mandala’erne gør tantra meget brug af Mantra’s, som er en magisk ordsammensætning eller fraser, der opfattes som en manifestation på det guddommelige og opnåelse af meditation.

Den absolut mest kendte, er mantra’en til Avalokitesvara: Om Mani Padme Hum, der betyder noget lignende Om Juvelen i Lotusblomsten Hum og som bruges af hele den Tibetansk Buddhistiske verden. Mantra’en ses ofte indhugget på sten, i klipper og påtrykt bedeflag og vimpler. Udover Om Mani Padme Hum, findes der snesevis af andre Mantra’s, hvor et par af de kendte er:

Guru Rinpoche’s mantra: Om Ah Hum Vajra Guru Padme Siddhi Hum

Gyalwa Karmapa’s mantra: Om Karma pa Chi No

Amithabha’s mantra:  Om Ah Mae Dewa She

Dorji Simbua’s mantra:  Om Mba Cha Sa Do Hum

Pemba Sumba’s mantra:  Om Ah Hum Mba Sa Ngo Rö Mma Si da Hum

Gyetse Droma’s mantra:  Om Da Rze Dou Da Rhe Dö Rze Sho Ha

Desuden indgår symboler og ikoner i Tantriske riter, som skal illustrerer, at polerne søges forenet, hvilket oftest ses i Dorje & Trilbu, henholdsvis tordenkilen (Dorje/Vajra) og klokken. De udtrykker den Tantriske polaritet, hvor Drilbu’en er det kvindelige aspekt, som symboliserer Buddha’s tale og legeme og Dorje’en symboliserer Buddha’s sind og diamanten – det ubrydelige.

Gennem højere Tantriske effekter og hjælpemidler kan Lama’en visualiserer og identificerer sig selv med forskellige guddomelige aspekter, der hver især udgør en kosmisk kraft, hvilket gør at han kan realiserer den essentielle sandhed, som går ud på at hverenkel guddom er lig tomheden.

Her opnår han den ekstraordinære bevidsthed, en tilstand udover al dualitet, som betinger den evige lyksaglighed

Bön

Da den Tibetanske Buddhisme adskiller sig meget fra de andre Buddhistiske retninger, er det primært på grund af de lokale traditioner, den fik på den lange vej fra Indien, uden om Himalayabjergene til Tibet. Men dels også på grund af den pre-Buddhistiske animist- og naturreligion Bön.

Grundlæggeren Bön er Tönpa Shenrab Nipo, der ifølge udlægningen levede i det 2. århundrede før Kristi. Shenrab blev født og opvokset i det mystiske kongerige, Ölmo Lungring, hvor befolkningen menes at have været et niveau tæt på oplysningen og landskabet havde en udstråling som ingen andre steder. Ölmo Lungring siges at have været kvadratisk rige, opdelt i ni kvadreter. De otte yderste distrikter samledes om det inderste landskab, hvor der var et 9-etagers helligt bjerg. På toppen af bjerget var kongens krone, og hver af de ni etager repræsenterede en af Bön’s ni veje til at opnå oplysningen.

Der er stor uenighed om hvor Ölmo Lungring lå, mange mener, det var i området omkring Mount Kailash i VestTibet.

Shenrab forlod primært Ölmo Lungring på grund af en dæmonen Kyapa Langring, men så også muligheden til at forkynde sin religion for Tibetanerne.

Da Buddhismen kom til Tibet gjorde de allerede herboende, Bön-naturånder oprør og kæmpede mod den nye lærdom. Det skete blandt andet da Tibets første kloster i Samye skulle bygges omkring år 767. Guru Rinpoche formåede at vinde over de lokale ånder og dæmoner, samt at omvende nogle af dem til Buddhismen. Siden har de to religioner formået at leve fredeligt side om side.

De umidelbare og synlige forskelle på Bön og Buddhismen, er at Bön-po’erne går højre omkring hellige steder, hvor Buddhisterne går venstre omkring. Bön’s swastika ligner et hagekors, hvor Buddhismen’s er omvendt. Mange af Bön’s traditioner, dæmoner og ritualer er senere blevet opslugt af den Tibetanske Buddhisme, hvorfor der er så mange Shamanistiske riter. Bön har sin egen mantra, som lyder: Om Matri Muye Sa Le Du.

Bön er næsten udød, men har nogle få tilholdssteder tilbage, blandt andet i Dolpo i Nepal, Sikkim og i det Vestlige- og Sydøstlige Tibet.

Ifølge profitierne vil der engang komme en stor guru, som vil følge Shenrab’s veje og yderligere rejse ud i verden og forkynde Bön’s lærdom.